Velkommen til sæson 97/98

MBC håber alle har haft en dejlig sommerferie og ønsker alle spillere - nye som gamle - velkommen til en ny og spændende badmintonsæson.

Såvel bestyrelse som de forskellige udvalg glæder sig til og har store forventninger til den kommende sæson. Vi tør godt love, at der på ingen måder vil blive skruet ned for blusset, - tværtimod har vi planer og ideer til et brag af en sæson. Det håber vi, I er med på.

For at gøre plads til en udvidelse af ungdomstræningen har vi igen i år måttet lave omrokeringer i banefordelingen. Dette er selvfølgelig beklageligt, men vi mener, det for klubben som helhed er en fordel at styrke ungdomstræningen.

Også for motionister og oldboys’ere er der taget nogle spændende beslutninger, som påvirker spillerne i begge afdelinger.

Fællesspil for voksne i sæson 97/98

I realiteten er de to afdelinger slået sammen, og samtlige spillere er inddelt i tre grupper: spillehold 1, 2 og 3 efter stigende spillemæssig styrke. Det er spilleudvalgenes håb, at dette vil give en mere homogen spillersammensætning på de enkelte hold og dermed mulighed for flere lige og hårde kampe.

Hold 1 spiller tirsdag kl. 21 til 23 i Østerhøjhallen i hele sæsonen. I efterårssæsonen spiller hold 2 kl.19 til 21 og hold 3 kl. 21 til 23 onsdag i Måløvhallen. Pr. 1/1-98 bytter hold 2 og 3 spilletid.

Spillerunderne vil blive sat på den måde, motionisterne er vant til: d.v.s. på stedet, ud fra de fremmødte spillere - ingen tilmelding eller afbud krævet. Til gengæld vil klubben, som oldboys er vant, lægge bolde til, hvilket betyder, at der skal betales boldpenge. Dette beløber sig til 300 kr. pr. sæson og opkræves over to gange: ved sæsonstart sammen med kontingentet og ved årsskiftet.

Spillerne opfordres til at møde frem i god tid, således at spilfordeleren kan få første spillerunde klar hurtigst muligt.

Kontingent for sæson 97/98

Som enkelte måske allerede har opdaget ud fra de tilsendte girokort er kontingentet hævet med kr.25 for den kommende sæson. Selv med denne stigning i kontingentet er MBC fortsat en billig klub at spille i. Dette gælder både sammenlignet med tilsvarende klubber i omegnen og med klubber på det øvrige Sjælland.

Stigningen er besluttet af bestyrelsen for at få indtægter og udgifter i budgettet for sæson 1997/98 til at svare til hinanden. Selv om klubben har en vis kapital i ryggen, ønsker bestyrelsen ikke at tære på formuen på nuværende tidspunkt. De forventede øgede udgifter afspejler et planlagt øget aktivitets- og ambitionsniveau i specielt ungdoms- og seniorafdelingerne.

Kontingentet udgør herefter:

 

Ungdom, til og med U17:

kr. 375 inkl. bolde

 

Ungdom, U19:

kr. 425 inkl. bolde

 

Senior

kr. 475 eks. bolde

 

Fællesspil voksne

kr. 475 eks. bolde

 

Banetime, single

kr. 625

 

Banetime lørdag, single

kr. 545

 

Banetime, double

kr. 475

 

Banetime lørdag, double

kr. 435

Banetimer sæson 1997/98

MBC tilbyder faste banetimer på følgende tidspunkter i den kommende sæson:

 

Onsdag

fra kl.

16 til 19

 

Torsdag

fra kl.

16 til 17

 

Torsdag

fra kl.

20 til 23

 

Lørdag

fra kl.

8 til 14

Der er sendt girokort til alle, som spillede i den forgangne sæson. De, som ønsker at fortsætte på deres banetime, skal betale kontingentet senest 1. august. Efter denne dato kan det således gøres op, hvilke ledige baner der er, og disse vil herefter blive tilbudt spillere fra ventelisten.

Selvom de mest populære tider er svære at få fat i, er der dog som regel altid ledige banetimer at få. Hvis du er interesseret i en banetime, kontakt da banefordeleren: Karsten Friis på tlf. 4465 8385.

 

Træningstider for ungdom.

Ungdomsafdelingen har i denne sæson fået 2 nye trænere: Johnny Pedersen fra Albertslund og fra egne rækker: Nicolai Thorsen, MBC.

Børnene er fra sæsonstart fordelt på de forskellige hold, se venligst holdnummer på girokortet.

 Hold

Spilledag

Tid

Sted

1

tirsdag

16-17

ØH

2

tirsdag

17-18

ØH

Elite

tirsdag

18-19

ØH

3

torsdag

17-18

ØH

4

torsdag

18-19

ØH

5

torsdag

19-20

ØH

Tirsdag træner Johnny alle 3 hold.

Torsdag træner Johnny hold 3 og 4, Nicolai træner hold 5.

Vi har i år oprettet et elitehold tirsdag kl. 18-19. Der er fra start udvalgt 12 spillere til denne ekstra træning og vores trænere vil i løbet af sæsonen kunne til- og fravælge spillere.

Frit spil for ungdom hver fredag kl. 19-22 i Måløvhallen

Her tilbydes alle klubbens ungdomsspillere "frit" spil. Det vil sige, at der ikke vil være decideret træning, men at der vil blive sat forskellige spillerunder, og børnene vil her få lejlighed for at slå sig løs i både double, mixdouble og ikke mindst single. Der vil altid være voksne i hallen!

De fredage, hvor der arrangeres Familiespil, vil ungdommens fredagsspil blive flyttet til Østerhøjhallen lørdag kl. 10-13.

Følg med i kalenderen i MÅLØV SPORT.

 

Aldersgrænser for ungdom

 Fødselsår

Benævnelse

Født 1987 eller senere

U 11

Født 1985 eller 1986

U 13

Født 1983 eller 1984

U 15

Født 1981 eller 1982

U 17

Født 1979 eller 1980

U 19

Bemærk!
Skæringsdato for årgangene er 1. januar.

Klubdragter

I løbet af sidste sæson har over 50 medlemmer erhvervet MBC’s spilledragt. Fra bestyrelsens side synes vi, det er et flot resultat og mener at ideen med klubdragt hermed er lykkedes fuldt ud.

Det ser flot ud, når vore spillere både som hold og individuelt møder andre klubber iført deres klubdragter. Beklageligvis havde fabrikken leveringsstop i slutningen af sidste år, men er nu fuldt leveringsdygtig i alle størrelser til samme lave pris:

 

Træningsdragt

kr. 400,

 

Polo bluse

kr. 150,

 

Shorts

kr. 100,

 

i alt

Kr 650,

Tøjet kan leveres i følgende størrelser: 8, 10, 12, 14, XS, S, M, L, XL, XXL.

Klubben betaler trykket.

Ang. bestilling, kontakt Karsten eller Gitte, tlf. 44 65 83 85

 

 

 

Sommerlejre.

 

I sommer er klubbens dragt blevet "luftet" i det danske sommerland. Flere spillere har repræsenteret MBC ude omkring i landet, har mødt nye udfordringer, lært nye kammerater at kende, fået nogle gode badmintonfiduser med hjem og meget meget mere.

I år lykkedes det som sagt i samarbejde med DGI Storkøbenhavn at få 18 af vore spillere til l uges sommerlejr i Sorø. En af lederne på dette kursus var klubbens nye træner, Johnny og han har på den måde allerede fået lært nogle af vore dejlige "unger" at kende og de ham.

2 af de største spillere: Noah og Mads var på det nærmeste kommet på "arbejde". Det vil sige, de var ikke med på den egentlige sommerlejr, men på et sommerkursus, så de skulle nu være fuldt udrustede til at kunne hjælpe Johnny og Nicolai som hjælpetrænere i den daglige træning.

Nina Friis (U11) var en af deltagerne og hun har følgende at fortælle:

Hver morgen kl. kvart over 8 løb vi morgentur. Så spiste vi morgenmad og bagefter havde vi forskellige programmer vi skulle lave. Nogle gange spillede vi badminton i hallen og andre gange lavede vi udeaktiviteter fodbold, rugby og Ultimate. Vi svømmede også i en sø. Skt. Hans aften lavede vi snobrød ved et stort bål. En dag legede vi Fangerne i Sorø. De voksne havde lavet en masse opgaver vi skulle klare. En dag lavede vi atletik sammen med de store. Det var ikke atletik men det kaldte de voksne det. Trænerne var søde og sjove og det var en god tur.

 

En anden tur gik i år til Højbjerg ved Århus (derfra hvor Camilla Martin kommer). Her var i år arrangeret EUROCAMP

med 52 spillere fra i alt 7 forskellige nationer: Danmark, Schweiz, Sverige, Holland, Slovenien, Tyskland og Frankrig. Dette tilbud syntes Kasper og Daniel lød spændende, så de pakkede kufferten, hævede lommepengene og tog med det første IC-3 tog til Århus, hvor der ventede 7 spændende dage med inspirerende træning (som man til dels selv kunne sammensætte), samvær med mange meget dygtige spillere, hård styrketræning på kinesisk ved Zhang Qiang (tidligere verdensmester) og meget meget mere. Så nu er de vist ved at have formen klar til sæsonstart!