Måløv den 26. maj 1999
Formandens beretning 1999
Sæsonen 1998 / 1999 har i mange træk lignet året før, der igen lignede året før, der igen osv osv.
Vi har en sprudlende ungdomsafdeling med masser af spillere i de yngste årgange, men med knap så mange blandt de lidt ældre unge mennesker. Det er ikke noget, der er specielt for MBC, det er desværre en ret så generel udvikling. Vi har i bestyrelsen drøftet, hvad vi kan gøre for at stoppe denne negative udvikling, og vort Ungdomsudvalg har som et af sine nære mål at få tiltag op at stå, der er attraktive for de ældste af ungdomsspillerne. Dette skal naturligvis ske i et tæt samarbejde med Senior afdelingen, og vi ser frem til, at samarbejdet mellem disse 2 afdelinger vil bære frugt, så vi i løbet af de næste par år vil se en større flok af de ældste ungdomsspillere stadig er at finde i MBC.
Seniorafdelingen sprudler også, men er ikke helt så mange spillere, som ungdomsafdelingen heldigvis må vi sige, for så ville vi have et endnu større problem med haltid på hverdage.
For første gang siden seniorerne startede i serie 6 rykkede de ikke en serie op i år. Det viser, at jo højere man når op, jo større bliver konkurrencen. Personligt tror jeg, at afdelingen de sidste år har haft det for let og først i år har mødt kvalificeret modstand. Vi håber, at denne sæson har lært jer lidt om livets barske realiteter og ønsker held på den videre færd op ad stigen næste sæson.
Voksen Fællesspil, der jo er sammenlægning af Motionist og Old Boys afdelingerne, kører også derud af. Fællesspillet tirsdage har et fantastisk flot deltagerantal, en god og hygge lig stemning. Fællesspillet onsdage er belægningsprocenten knap så flot, men her er der en opdeling spillerne imellem, der giver en stor tilfredsstillelse i styrken på med og modspillere.
Sammenlægningen af Motionist- og Old Boys afdelingerne har medført en naturlig udskiftning af spillere, men frafaldet af gamle spillere er så rigelig blevet kompenseret for med tilgangen af nye spillere.
Vort tilbud om spil på fast banetid er for Måløv- og Østerhøjhallen blevet udnyttet næsten fuldt ud, det samme kan man desværre ikke sige om belægningen på de baner, vi fik tilbudt i Skovlunde- og Ballerup området.
De timer, vi i denne sæson har rådet over i Skovlunde og Ballerup er kun delvist blevet udnyttet, ikke tilnærmelsesvis i den grad, vi forventede.
Derfor gik Karsten Friis og jeg til halfordelingsmøde i februar i år lidt med røsten på hænderne, men meget overbeviste om, at vi i hvert fald ikke for den kommende sæson ville rykke ud af Måløv. Den planlagte taktik lykkedes.
Ifølge kommunens optælling mangler der 7 hverdags timer i Måløvområdet, når man tæller det samlede antal udøvere op. Vi foreslog og enedes om, at brugerne af Måløv- og Østerhøjhallen på forhånd blev enige om at nedskrive antallet af berettigede timer med disse 7 timer. Desværre kunne vi ikke blive enige med Jonstrup Basket om fordelingen af torsdags og lørdagstimerne i Østerhøjhallen, men efter lidt skriverier med kommunen lykkedes vores taktik: Vi har fået de timer, vi i år afgav torsdag aften, tilbage, således at MBC igen råder over hele torsdagen i Østerhøjhallen.
Medlemsmæssigt er det status quo, dog således at vi har lidt færre unge under 18 år, men dette er blevet kompenseret med en tilgang af voksne, samt spillere over 60 år.
Det vil sige, at den samlede medlemsnedgang, vi oplevede sidste år, er stoppet, hvilket jo er atypisk for badminton på landsplan, hvor man oplever endog kraftige nedgange.
Nu har vi lige oplevet en hel stribe af medlevende kampe i Surdiman Cup, samt i individuelt VM i Brøndbyhallen. Et VM, der toppede med Camilla Martins flotte sejr i finalen i damesingle. Efter kampen hørte vi Camilla udtale, at hun håbede at dette havde givet noget til sporten. Ingen tvivl om det, blot er det trist, at en VM afvikles ved en sæsonslutning, hvor mange føler, der er lysår til næste sæsonstart. Havde VMet ligget i august måned, er jeg sikker på, at vi kunne have brugt samme til at opnå en yderligere tilgang af medlemmer. Vi må foreslå det internationale badminton forbund at tilpasse deres VM mere til vores sæsonstart
Vi har en afdeling mere, nemlig Ældreidrætten. Denne afdeling har ikke en pind med badminton at gøre, men Ældreidrætten skulle have et hjemsted i en forening for at kunne opnå berettiget støtte og anerkendelse hos Ballerup Kommune. Da MIF ikke ønskede dette samarbejde, påtog vi os dette. Det er ikke noget, der vildt belaster klubben -samtidig må vi sige, at vi heller ikke har det helt store samkvem. Hvad der sker i tiden frem er usikkert specielt derhen, at kommunen ikke rigtigt ved, hvordan ældreidrætten skal fungere i fremtiden. Dog må jeg sige, at som Ældreidrætten er organiseret, kan de sagtens eksistere og fungere som en selvstændig forening.
Økonomi er en vigtig bestanddel af en forenings eller klubs eksistens, og jeg er ikke specielt stolt over det regnskab, vi fremlægger for den forgangne sæson.
Karen vil mere detaljeret gennemgå regnskabet, men et underskud på omkring 50.000 kr. må altid give stof til eftertanke. Er vi blevet dårligere til at styre udgifterne, har vi fejlbudgetteret eller eller eller?
Der er selvfølgelig adskillige faktorer, der sammen gør, at vi møder frem med dette negative resultat. Nu er det ikke sådan, at vi er hårdt ramt på økonomien, selv efter dette regnskab har MBC en ret så solid egenkapital. Men bestyrelsen samlet bliver nødt til at spidse pennen, dels når vi skal lægge budgettet for den kommende sæson, dels i løbet af sæsonen, når indtægter og udgifter suser ind og ud. Vi skal være lidt mere påpasselige, lidt mere mådeholdne altså lidt bedre til at styre udgifterne.
Det er glædeligt at konstatere, at når vi råber om hjælp, råber vi ikke forgæves. Der sker ved denne generalforsamling en vis udskiftning både i bestyrelse og i udvalg, og vi har haft en meget fin opbakning til at få fyldt de ledige pladser ud igen. Det er glædeligt at konstatere, at der er en vilje blandt vore medlemmer til at gå ind og gøre et stykke frivilligt arbejde, tak skal I have.
Ved generalforsamlingen sidste år lovede jeg at gøre en indsats for at få en ny hal til Måløv. Vi har ikke fået en ny hal, vi har heller ikke fået lovning på en ny hal. Men vi har fået igangsat et projekt eller nedfældet et idékatalog, hvor vi beskriver en ny Måløv Idrætspark. Dette projekt vil inden sommerferien blive præsenteret for borgmester Ove Dalsgaard. Bag projektet står samtlige brugere af hallen, dvs. skolen, judo, håndbold, fodbold, idrætsforeningen samt badminton. Vi føler, at arbejdsgruppen er kommet et langt stykke, men der er stadig lang vej igen, før der står en Måløvhal II. Men vi føler, at tiden arbejder for os. Med den udvikling, der både sker nu og som er projekteret for fremtiden, vil det ikke være svært at se, at de nuværende faciliteter ikke kan rumme en sådan udvikling. Jeg håber, at I i løbet af efteråret kommer til at høre nærmere om dette projekt.
Eksternt er bestyrelsen også aktiv på adskillige områder. Vore spillere er ikke helt alene om at sætte MBCs navn på landkortet.
Vi har fortsat et absolut godt forhold til Ballerup Kommune, specielt kulturel afdeling.
Vort forhold til både DGI (Roskilde) og til SBKr er også helt på toppen.
Vi deltager aktivt i brugerrådene for både Måløvhallen og Østerhøjhallen og får sat vore fingeraftryk på både brug og vedligehold af disse haller.
Ligeså er vi aktive deltagere møderne i Idrætsunionen BMSI, der jo er et forum for alle idrætsklubber i Ballerup Kommune.
Samarbejdet klubberne imellem i Måløv er også godt og konstruktivt, specielt er samarbejdet med Måløv Boldklub gået ind i en ny og meget positiv fase, både omkring Måløvhallens Cafeteria, Projektet omkring udvidelsen af Måløvhallen, samt i den daglige brug af idrætsfaciliteterne i hallen.
Vi er nået til sidste vers i denne prædiken.
Tak for endnu en god sæson til jer alle, mine kolleger i bestyrelsen, medlemmerne af Ungdomsudvalget, af Seniorudvalget og medlemmerne af Voksen Fællesspil udvalget. Og tak til alle jer andre, forældre til vore børn eller andre, der i årets løb har givet en hånd eller to med til at få tingene til at køre.
Jeg håber, at I klør på med samme energi i den nye sæson til gavn og glæde for os alle.
Karen takker af efter denne sæson efter mange års virke i og for Måløv Badminton Club, og jeg vil på hele klubbens vegne benytte denne lejlighed til at sige hende et stort tak for hendes lange og trofaste indsats.
Karen har været med i mange år, ja faktisk i så mange, at brugte vi at afskrive inventar i vort regnskab, skulle vi også afskrive på Karen ikke at forveksle med at afskrive Karen ..
Normalt siger man, at bag enhver mand står en kvinde, her er det så omvendt, at bag en kvinde står også en mand, så jeg vil også gerne benytte denne lejlighed til at takke Per for hans hjælp og støtte gennem de mange år.
Vi har købt en erindringsgave, som vi håber I begge vil glæde jer over og sende os en venlig tanke en gang imellem og tænke tilbage på mange gode og sjove år i MBC. Tak Karen for dine mange års tryllen med tallene. Nu håber vi jo ikke, at I forsvinder helt ud af MBC, vi håber fortsat at se jer på banerne onsdag aften.