Formandens beretning 2024

v/ Formand Karsten Friis


Jeg vil give et kort tilbageblik på de administrative og overordnede ting, der er sket i og omkring klubben i 2023. De mere sportslige emner vil blive omtalt af de tre udvalgsformænd.

2023 var året hvor vi fik en del forbedringer af vores haller. Specielt Ny Hal er blevet shinet op med ribber langs væggen, sofaer og akustikforbedring i Cafeen så den fremstår rigtig flot. Herudover fik vi grundigt rengjort køkkenet - specielt ovn og køleskabe trængte meget.

Begge haller fik nyt lydanlæg, og disse kan nu kobles sammen, hvilket har været et stort ønske fra Ungdomsudvalget i forbindelse med deres stævner.

Vores vedholdende og årelange arbejde i ”Grusbane-arbejdsgruppen” bar i 2023 frugt, idet kommunen nu har startet en proces med udarbejdelse af en udviklingsplan for Måløv Idrætspark. De første workshops har været afholdt, og arbejdet fortsætter i 2024.

I foråret arrangerede vi en workshop med Sune Lohse. Emnet var hvorledes man rekrutterer frivillige – og specielt unge frivillige. Det var en inspirerende aften, men fremmødet var desværre skuffende lille.


Vi forsøgte i efteråret at indføre Pickleball som ny aktivitet, men interessen viste sig ikke særlig stor. Vi har sat det på pause indtil videre, men vi havde dog en underholdende turnering inden julefrokosten i november.

Cafeteriapokalen, som uddeles til en person som har ydet en ekstraordinær indsat for klubben, blev ved klubfesten 2023 giver til Thomas Hvass for hans store arbejde i voksen fællesspil udvalget.

Klubfesten den 29. april var igen vellykket med ikke mindre end 47 deltagere, som fejrede afslutningen på ugens klubmesterskab. I øvrigt var det sidste gang, at klubfest og -mesterskab afholdtes i slutningen af april. Fremover bliver det i starten af maj, da vi så lettere kan få haltid til arrangementet.

Organisatorisk og administrativt har vi godt styr på klubben. Jeg er også glad for at vi har fået besat de to vakante stillinger som henholdsvis Ungdoms- og Seniorudvalgsformænd. Vi har en velfungerende og effektiv bestyrelse, hvor vi også har tid til at hygge os sammen.

Tilbage til referat