Beretning for Ungdomsudvalget 2023

v/ udvalgsformand Steffen Qvist


Perioden marts til juni 2022:

Efter at de sidste Corona nedlukninger blev ophævet i februar 2022, kunne ungdomsafdelingen genoptage og afvikle resten af sæsonens træning på helt normal vis. For første gang siden 2019 kunne vi i forlængelse af ovenstående, afvikle ungdommens klubmesterskaber i Gl. Måløv hal i maj måned. Selve turneringen blev afviklet oven en lørdag i dagtimerne og blev afsluttet om aftenen med præmieoverrækkelse samt spisning for alle spillere og forældre.

I forbindelse med de årlige afslutningsfester i MBC er det værd at nævne, at Carsten Roepstorff fra ungdomsudvalget blev hædret med Cafeteria pokalen for sin store indsats for MBC igennem flere år. Stort tillykke til Carsten og mange tak for indsatsen.

Vi afsluttede sæsonen midt i juni med den traditionsrige fællestræning i Østerhøjhallen med afsluttende grill arrangement for alle spillere, forældre og trænere. Sideløbende med træningen blev der afviklet forældremøde, inden vi kunne sige ”God sommer” til hinanden. Omkring 16 spilleres forældre deltog i forældremødet.

Inden sæsonafslutningen havde ungdomsformand Martin Liebach samt Carsten Roepstorff begge meddelt, at de stoppede i ungdomsudvalget. Med afslutningen af sæsonen havde ingen af dem længere egne børn, som aktive spillere i klubben.

Ungdomsudvalget bestod herefter af Camilla Stentoft, Michael Eskedal, Steen Bengtson, Tommi Sørensen & Steffen Qvist.

Perioden juli til december 2022:

Sæsonen 2022/23 blev som altid indledt samtidig med afslutning af skolernes sommerferie. I løbet af sommermånederne var hver spiller blevet placeret på passende træningshold gældende for den nye sæson.

Desværre oplevede vi fra sæsonstart et ekstraordinært stort frafald af spillere i vores ældste årgange. I alt 11 U15/U17 spillere valgte af forskellige årsager at stoppe med at træne i MBC eller helt at stoppe med at spille badminton.

Det gav os store udfordringer på flere træningshold i efteråret 2022. Vi oplevede træninger, hvor kun 1-3 spillere mødte op! Det var en naturlig konsekvens af ovenstående frafald, da vi netop havde planlagt, at de pågældende spillere i høj grad skulle have trænet sammen.

I ungdomsudvalget forsøgte vi sammen med trænerne at ”omrokere” og få fyldt op med andre spillere på de træningshold, hvor vi var ramt af meget få spillere. Det hjalp lidt på nogle hold, men der er frem til dags dato stadig enkelte træninger, hvor der kun møder 2-3 spillere op.

I september måned afviklede vi stor U15 turnering. Der blev over to dage afviklet ca. 250 kampe i en turnering med deltagelse af ca. 130 spillere. Der blev som altid lagt en kæmpe indsats i afviklingen. Udover den megen tid Camilla og Tommi bruger på forberedelse af program og planlægning heraf, er vi typisk 6-7 personer der afvikler turneringen i Måløvhallerne og alle afsætter noget der ligner 2 x 10 timer den pågældende weekend. Desværre var der kun to af vores egne Måløv spillere tilmeldt turneringen! Så skal man finde en enkelt ærgerlig ting må det være det; At ikke flere Måløvspillere var tilmeldt. Men alt i alt var det en meget vellykket turnering.


Det oprindelige ungdomsudvalg fra sæsonstart bestod i høj grad af forældre, hvis børn ikke længere selv træner ungdom i Måløv. Som følge heraf stopper flere af de nuværende i udvalget efter denne sæson. Vi har derfor brug for ”friske” kræfter” i form af forældre, hvis børn selv er aktive i ungdomsafdelingen.

I efteråret startede vi derfor en ”hvervekampagne”, hvor vi via mail opfordrede forældre til at melde sig under fanerne og blive medlemmer af udvalget. Det har indtil nu resulteret i at Peder Thyme, Thomas Sørensen og Helle Hvas alle har meldt sig ”under fanerne”. Dejligt med flere aktive forældre 😊.

”Hvervekampagnen” kommer til at fortsætte sæsonen ud. Vi skal forsøge at få endnu flere forældre aktiveret til at gøre en indsats for vores ungdomsspillere.

Vort samarbejde med de øvrige FSK klubber fungerer fint. Vi har i denne sæson tre Måløv spillere, som deltager i holdturneringen på et FSK hold. Der er flere MBC spillere som deltager i FSK træningerne. Hos FSK kan vores turneringsspillere matches bedre end vi kan tilbyde i Måløv, så det er et fint ekstra træningstilbud til de mere ambitiøse af vores ungdomsspillere.

I midten af november måned var det planlagt, at vi skulle afvikle en begynderturnering for U11-U15 spillere. Alt var planlagt af DGI; Invitationen var offentliggjort, tilmelding var åbnet og Ida Roepstorff var engageret som træner til at afvikle turneringen. Da tilmeldingsfristen udløb, var der dog kun kommet 16 tilmeldinger spredt på de tre årgange. DGI vurderede, at det var for få til at afvikle turneringen, så de valgte derfor at aflyse. Kort før jul afsluttede vi første del af sæsonen med fællestræning for alle spillere i Østerhøjhallen, inden vi ønskede hinanden ”God jul” med æbleskiver og sodavand.

Perioden fra januar 2023:

Det nye år er startet med afvikling af endnu en turnering i Måløvhallerne. Denne gang afviklede vi turnering for U11 og U13 spillere. Igen var det en stor turnering med næsten 250 kampe og omkring 140 spillere. Heraf fem Måløv drenge. Som altid blev turneringen en stor succes. Ligesom det blev nævnt ovenfor under vores første turnering, krævede det også denne gang en lignende stor indsats af hele udvalget. Stor tak til alle for endnu et kæmpe bidrag til MBC.

I forbindelse med årsskiftet har vi i ungdomsudvalget taget konsekvensen af det lave antal spillere, som mødte op, og var knyttet til mandagstræningen i Grantoftehallen. Træningen er derfor pr. januar måned blevet ”nedlagt”. Efterhånden var der kun to spillere der trænede i Grantoftehallen. Da træner Niclas Refsgaard samtidig er blevet færdiguddannet og har fået fuldtidsjob og ønsker at stoppe som træner, besluttede vi at lukke mandagstræningen. Niclas stoppede samtidig som træner som nævnt efter eget ønske. Tak til Niclas for en stor trænerindsats gennem mange år.

Pt. arbejder vi i udvalget på at få planlagt ”bemandingen” af Jonas Rafns træningshold i resten af sæsonen. Med udgangen af februar skal Jonas ud at rejse i tre måneder. Vi er pt. i dialog med de øvrige trænere, som skal overtage Jonas’ hold.

Til slut en stor tak for rigtig godt samarbejde til alle i ungdomsudvalget samt til MBC’s bestyrelse.

Hermed slutter beretningen fra ungdomsafdelingen.