2018 var et godt år for motionistafdelingen. Vi oplevede medlemsfremgang, gode resultater i både holdturnering og invitationsturneringer i regionen.
Især var vores egen lokale turnering Måløv-Hareskov Cup igen i 2018 en succes. En stor tak til arrangørerne.
Medlemsfremgangen har dog også skabt et positivt problem i motionistafdelingen.
Til fællesspillet i ny og gammel Måløvhal har der i perioder været mange oversiddere, hvilket kan være utilfredsstillende for spillerne. Vi forsøger løbende forskellige tiltag for at reducere antal oversiddere, men har endnu ikke fundet de vises sten. Vi har bla. forsøgt at lave en ny spilleaften for elite-motionisterne, men det lykkedes desværre ikke at skabe tilstrækkelig tilslutning hertil.
Senest forsøges i gammel Måløvhal med roterende spil på nogle baner, hvor 5 spillere roterer i løbet af en kamp, således at der er 1 flyvende udskiftning.
Der skal derfor lyde en ekstra stor tak til banesætterne, som til tider har været under pres. Alle spillere må huske på, at banesætterne er frivillige spillere, som har valgt at gøre en ekstra indsats for klubben.
Hvis der er spillere, som synes de ikke får spillet nok, når der er oversiddere i fællesspillet, vil jeg opfordre til også at møde op til mandagsspillet, eller tale med et par spillere om at booke en bane via vores fleksibel bane tilbud.
Endelig har jeg en bøn til vore spillere: Voksen fællesspillet fungerer kun, hvis der er nok banesættere. Der er løbende behov for nye banesættere, og i år er ingen undtagelse. Vi har desværre et par stykker der forlader banesætterudvalget efter mange års tro tjeneste, så vi har behov for nye, der melder sig.
Så er du frisk på at sætte baner 3-4 gange per halvår, så er du meget velkommen. Samtidig får du indflydelse og kan deltage i vores hyggelige udvalgsarrangementer.
Jakob Jespersen
7/2-2019
Bemærkning: Der opleves store styrkemæssige niveauforskelle, især på holdet onsdag i ny Måløvhal - den efterfølgende debat for og imod diverse løsnings-mulig¬heder tages med til næste møde i udvalget.