Når vi i ungdom ser tilbage på 2018, så har det mere eller mindre været ”business as usual” – der har ikke været så mange nye eller anderledes begivenheder eller forandringer – men vi synes jo faktisk også, at den ”business” vi har gang i fungerer godt :o)
Vi har holdt de sædvanlige sociale arrangementer, holdt KM og klubfest, været til LBS med 34 glade badmintonspillere i alle aldre og på alle niveauer, afholdt to velbesøgte åbne turneringer, hvor vi tjente mere end budgetteret – og udover et trænerskifte i Miniton, hvor Liva Bengtson blev ”forfremmet” fra hjælpetræner til træner, og at Patrick vendte tilbage som træner, så har vi i 2018 haft den samme dygtige og stabile trænerstab, som de sidste par år.
Der er dog to ting, der har været anderledes. Fra starten af denne sæson blev vi desværre nødt til at rykke en af vores træninger ud til Grantoftehallen pga. manglende halkapacitet i Måløvhallerne – rigtig ærgerligt, da vi synes, det er vigtigt at have ungdomstræningerne i nærområdet, så spillerne nemt kan komme til træning. Og den anden, meget mere postive ting er, at vi i denne sæson har fået en del flere små nybegyndere i klubben – vi har ligget ret stabilt på ungdoms-medlemmer de sidste par år, men har haft svært ved at få de yngste ned i hallen, men det er heldigvis anderledes i denne sæson.
Vi har fortsat fokus på at alle medlemmer i ungdomsafdelingen skal have et godt trænings¬tilbud – alle skal tages seriøst og have god træning, også selv om ikke alle har potentiale til at blive topspillere. Og så har vi også stadig fokus på det sociale og forsøger at lave arrangementer, hvor børnene kan hygge sig sammen og lære dem fra de andre træninger at kende – og vi vil gerne blive endnu bedre til at dyrke det sociale.
MBC-spillerne er stadig meget aktive på turneringsfronten og klarer sig rigtig godt på alle niveauer. Der er ligeledes mange, der har lyst til at spille på hold og i sæsonen 2018/19 er der 12 ungdomshold tilmeldt holdturneringen og et par stykker ligger til at vinde deres pulje og har dermed mulighed for at deltage i LM for hold. Vi er rigtig glade for, at så mange deltager på hold, da det både er god træning at komme ud og spille kampe og også gør noget rigtig godt for det sociale i klubben.
De af jer, der har hørt disse årsberetninger fra ungdom de sidste mange år ved, at et af vores store fokuspunkter har været, at give vores dygtigste ungdomsspillere så god træning og fokusere så meget på det sociale, at de havde lyst til at blive i klubben, og fortsætte videre op på senior. Og det må siges at være lykkedes – gennemsnitsalderen på 1. holdet er den laveste i mange år og 2. holdet er en fantastisk kombination af spillere, hvor den ene halvdel er over 40 og 50 og den anden under 20 år :o). En stor tak til Morten for hans tålmodighed og fine måde at tackle de unge mennesker på, og for et rigtig godt samarbejde. Vi har også forsøgt at have fokus på at få de ældste breddespillere til at fortsætte på VFS, hvilket desværre ikke er lykkedes så godt. Men det skal der arbejdes videre på.
I starten af denne sæson valgte Sarah Grundt Simonsen at stoppe i ungdomsudvalget efter over 10 års godt arbejde. Hun har heldigvis lovet fortsat at være med til at arrangere julebanko, hvor hun bl.a. har det suveræne overblik over præmie¬forde¬lingen. I stedet for Sarah er Martin Liebach og Carsten Roepstorff kommet i udvalget og de er allerede godt i gang. Herfra skal lyde en kæmpestor tak til hele ungdomsudvalget, der lægger mange timer i hallerne og som er super engagerede og rigtig gode at arbejde sammen med.
Til slut også en stor tak til bestyrelsen for et godt samarbejde og for den store opbakning til ungdomsarbejdet.
- Spørgsmål: Er der udsigt til at fødekæden til senior fortsat kører?
Ja, især på pigesiden!
Lisbeth Bøggild
7/2-2019