Beretning fra ungdomsafdelingen 2017

v/udvalgsformand Lisbth Bøggild


Ved sæsonafslutningen i sæson 2015/2016 havde MBC 5 ungdomsspillere, der spillede i elite-rækken - den bedste række. Det er den sæson i nyere tid, hvor vi har haft flest E-spillere og det er et ret flot antal for en klub af Måløvs størrelse. Og noget, vi er meget stolte af. Det er et resultat af et målrettet arbejde, der startede for 6-7 år siden med projektet "Bredde til elite", hvor de 10-12 bedste spillere fik tilbudt ekstra træning af højt kvalificerede trænere udefra, og som har udviklet sig til, at vi nu har nogle af disse kvalificerede trænere ansat som trænere for alle klubbens ungdomsspillere - og også selv har fået uddannet nogle af vores egne spillere, så de nu også er godt på vej til at blive kvalificerede til at træne spillere på et højere niveau. Men sådan et arbejde koster jo, og bestyrelsen besluttede for nogle år siden, at den formue, klubben havde, skulle bruges på at udvikle ungdomsafdelingen - og det har som nævnt givet resultat. Lige nu har Måløv 1 elitespiller og 9 mesterrækkespillere - og en masse talentfulde spillere på vej. Den nævnte formue er nu brugt og vi arbejder ihærdigt på at skaffe penge til det fortsatte arbejde - afholder åbne turneringer, samler penge ind for Diabetesforeningen, sælger skrabelodder og holder julebanko, og vi er nu også stille og roligt begyndt at hæve kontingentet, så det matcher det høje trænerniveau, vi har.

Midt i al det seriøse arbejde med at udvikle spillerne, mener vi også stadig, at det sociale er og skal være en stor del af ungdomsafdelingen i MBC. Så også i 2016 holdt vi sommer -og juleafslutning, klubfest efter KM, mandehørm og tøsehygge og julebanko - alle sammen arrangementer, hvor spillerne kan hygge på tværs af alder og niveau, og børn og forældre kan lære hinanden bedre at kende. Og for første gang var vi uden for huset på årets træningsweekend, hvor vi tog til Sakskøbing - en dejlig weekend, hvor der blev spillet en masse badminton, badet og hygget. Der har igen i år været stor interesse for og lyst til at spille turneringer, der er en vigtig del at spillernes udvikling, og MBC er godt repræsenteret i hallerne rundt omkring på Sjælland. Vores spillere vil også rigtig gerne spille på hold med deres klubkammerater, og i denne sæson har vi 10 hold med i holdturneringen - i alle aldre og på alle niveauer. Og tre af disse hold ligger rigtig godt til at komme med til LM for hold.


Ved sæsonstart 2016 måtte vi desværre sige farvel til Patrick som træner, som pga. studie, ikke havde tid til arbejdet som træner. Men han har heldigvis ikke sagt helt farvel til ungdomsafdelingen, og vil gerne være vikar og hjælpe de unge trænere. I stedet for Patrick fik vi Anders som træner for de bedste spillere, og ham er vi blevet meget glade for, og han er faldet godt til i klubben - arbejder godt sammen med de andre trænere og blevet en del af seniortruppen. Debbie, Kasper, Michael, Matthias og Niclas er alle fortsat som trænere i denne sæson og gør et stort arbejde med og for spillerne. Og så er vi ved at køre de næste ungdomsspillere i stilling som trænere - de er startet som hjælpetrænere og er begyndt på trænerkurserne.

Igen i 2016 havde vi et rigtig godt samarbejde med seniorafdelingen og ved sæsonstart afleverede vi 5 spillere, der gik direkte ind på 1. og 2. holdet. Disse spillere er dog også stadig ungdomsspillere og deltager både på senior -og ungdomstræningen, så vi fortsætter den glidende overgang fra ungdom til senior, som vi er enige om, er den mest optimale. Så et kæmpestort tak til Morten og Kim for et rigtig godt samarbejde !

Efter klubseminaret i april er vi også startet et nærmere samarbejde med VFS, der går ud på, at vi skal prøve at lave en glidende overgang fra ungdom til VFS for de spillere, der ikke lige har seniorpotentiale. Vi har tidligere oplevet, at disse spillere stoppede i klubben, hvis de ikke kunne starte på seniortræningen. Vi var ganske enkelt ikke gode nok til at gøre opmærksom på, at VFS var en mulighed. Så også en stor tak til Jakob for et godt samarbejde og for interessen i ungdomsspillerne.

Til slut en stor tak til hele bestyrelsen for et godt samarbejde og opbakningen til ungdomsarbejdet, og også et meget stort tak til forældrene i MBC for deres opbakning og interesse, og for den praktiske hjælp ved diverse arrangementer. Sidst, men ikke mindst et kæmpestort tak til de meget engagerede, dygtige og arbejdsomme medlemmer af ungdomsudvalget, som lægger rigtig mange timer i hallen og gør en stor indsats.

Lisbeth Bøggild
9/2-2017