Beretning for ungdomsafdelingen 2013

v/ Udvalgsformand Lisbeth Bøggild

Ungdomsafdelingen har igen haft et år præget af mange aktiviteter.
Til klubmesterskaberne i april var der igen stor tilslutning og som noget nyt havde vi valgt at opdele de aldersgrupper med flest deltagere i en A og en B-række. Det gav mange af de lavere rangerede spillere mere mod på at melde sig til klubmesterskaberne, og dermed også mange mere jævnbyrdige kampe. Efter selve mesterskaberne holdt vi klubfest med præmieoverraskelse og med stor tilslutning fra både spillere og forældre.
Udover klubmesterskaberne har vi holdt de sædvanlige sommer –og juleafslutninger og træningsweekend i starten af september, og fælles for alle arrangementer har været stor tilslutning og entusiasme fra spillerne.
I oktober var vi igen afsted på den årlige klubtur til LBS i Fredericia og i år slog vi alle tidligere rekorder og havde 37 ungdomspillere med – faktisk var vi den klub til stævnet, der havde flest deltagere med, og det var vi selvfølgelig meget stolte af ! Det gav dog en del udfordringer for vores ledere, fordi spillere var spredt på mange spillesteder, men heldigvis var forældreopbakningen også stor og det fik det hele til at hænge sammen. Alt i alt en rigtig god tur med et stort spillemæssigt og socialt udbytte.
Til LM i marts har vi fået 16 spillere udtaget, i modsætning til 4 sidste sæson, og vi har 4 hold tilmeldt holdturneringerne – 3 DGI-hold og 1 hold i SBKr. Holdene har klaret sig flot og to hold er blevet nr. 1 og er udtaget til LM.
Det har været et mål at få flere spillere ud til stævner og i denne sæson har der indtil nu været 40 ungdomsspillere ude til stævner, i modsætning til 33 sidste år. Og vi har pt. 2 spillere i M-rækken og 8 i A-rækken, så de klarer sig flot.
I starten af denne sæson havde vi udskiftning på hele trænerfronten. Tina Darger stoppede efter mange års tro tjeneste på miniton-fronten og Patrick Strøm-Hansen havde ikke længere tid p.g.a. studiestart. Tak til begge to for en rigtig god indsats. I stedet har vi haft Jacob Jensen som minitontræner og Simone Christiansen og Kenneth Piper Pedersen som ungdomstrænere og alle tre har gjort det rigtig godt. Der er god deltagelse og god stemning på ungdomstræningerne, og der kommer hele tiden nye spillere til.
Der har også været udskiftning i ungdomsudvalget. Jannie Refsgaard, Jette Brødsgaard og Søren Larsen er trådt ud, også efter mange års tro tjeneste, og jeg vil gerne takke alle tre for den store indsats. I stedet har vi fået Steffen Qvist og Marlene Rafn ind i udvalget og glæder os til samarbejdet.
2012 i ungdomsafdelingen har været præget af stort engagement og entusiasme fra spillere, trænere og ikke mindst forældre. Vores store udfordring i den kommende sæson bliver, som den har været før, at tilgodese alle spillere. Vi har pt. et rigtig godt spillermateriale, nogle spillere på vores E-træning har et stort potientiale, og vores opgave bliver at sørge for, at de bliver ved med at udvikle sig og får den træning, de har brug for, så vi kan holde på dem. Så det arbejdes der på ! Og for at skaffe flere midler til dette, har vi nedsat en lille gruppe, bestående af Steffen Qvist fra ungdomsudvalget og Jesper Westphal, der vil målrette indsatsen i forhold til ansøgninger af legater og fonde.

Til slut vil jeg gerne takke bestyrelsen og især Jesper for et godt samarbejde. Ungdomsudvalget håber, vi fortsat vil kunne trække på Jespers ekspertise og ikke mindst kontakter ! Og vi håber selvfølgelig også på et godt samarbejde med Jeppe som ny seniorformand.  Og en kæmpe stor tak til ungdomsudvalget for jeres engagement, gejst og arbejdsindsats – det er en stor fornøjelse at arbejde sammen med jer. Og så vil jeg også gerne takke forældrene i ungdomsafdelingen for al den hjælp, de har bidraget med – der er en fantastisk forældreopbakning  og vi kan altid regne med at få hjælp.

 

Lisbeth Bøggild
7/2-2013