Vi har igen i år haft en uændret tilslutning til fællesspillet på 145 medlemmer, hvilket antalsmæssigt er tilfredsstillende.
Som tidligere år er det svært at få alle hold til at fungere optimalt. Hold 1 tirsdag har været meget dårligt besøgt i denne sæson, mens der har været god tilslutning på hold 2 torsdag, hvor jeg synes niveauet har været lidt vel bredt, men det er ikke muligt at formå folk til at flytte til tirsdag frivilligt.
Hold 3 onsdag i NMH, som var godt besøgt sidste år, har hyppigt kun haft 16 tilstede i indeværende sæson, men dog på et acceptabelt niveau, mens hold 4 i GMH har været rigtig godt besøgt, med et yderligere højnet standard ved tilgang udefra samt fra tidligere seniorer.
Vi i udvalget har haft mange overvejelser om specielt hold 1 om tirsdagen. Skal vi nedlægge holdet ? Skal vi i højere grad diktere folk spilledage med risiko for at de så forlader fællesspillet ? Det er en udfordring for udvalget inden den næste sæson.
Mandag er der frit spil og indimellem tyndt besat, men har også været brugt som træning mellem mix-hold og som noget nyt træning ved Jesper Westphal en gang om måneden fra september til marts. Denne træning har haft tilslutning på ca. 12,en enkelt gang 18. Dem der har deltaget, har været meget tilfredse med træningen ved Jesper, men tilslutningen har været lidt skuffende i forhold til hvad jeg håbede og forventede. Nu må udvalget, i samråd med Jesper, vurdere om denne træning skal fortsætte eller vi skal vende tilbage til 2 weekend træninger som tidligere.
Vi har i år haft 9 hold tilmeldt. Som tidligere år har vi på grund af skader haft svært ved at have spillere til alle hold, og for første gang i min tid som formand, har vi måttet trække et hold, nemlig mix. 2 her i januar måned.
Veteran 1 rykkede ned fra eliterækken, men har i denne sæson kvalificeret sig til oprykningsspillet i mesterrækken, men skal klare sig godt i oprykningskampene for at rykke op, men lagde da flot ud i går med en suveræn 10-1 sejr over Lynge.
Veteran 2 klarer sig pænt og ligger igen midt i rækken og det gør de fleste af DGI holdene også, omend Mix 1bliver nr.
2 igen i deres række og mix. 5 har mulighed for at vinde rækken.
Omkring holdene er der igen en udfordring for det kommende udvalg, da der er tegn på opbrud på de 2 bedste mix hold. Jeg mener veteran holdene har første prioritet, da det er der de bedste kampe ligger, men enkelte spillere kan komme i klemme pga. aldersgrænsen på 40 år. Så udvalget må her revurdere engagementet i næste sæson.
Den interne holdturnering blev igen i denne sæson afholdt i september måned, og fungerede fint på niveau med sidste sæson.
I september måned var der under en veteran kamp en voldsom oplevelse med hjertestop, som gik godt, i kraft af kompetent indsats fra begge holds spillere med genoplivning og brug af hjertestarter, der heldigvis kunne frembringes fra Ny Måløvhal Hal og viste sig nem at anvende. Vi havde berørt i bestyrelsen om vi skulle arrangere 1. hjælpskursus inden da, og nu er vi ved at søge Trygfonden om tilskud til dette, så kurset forhåbentligt kan finde sted over 1 eller 2 aftener i løbet af året.
Holdlederne har igen i år passet deres tjans fortrinligt, men enkelte holdledere har haft det meget tungt med at skaffe spillere til holdene, så det måske ikke længere er sjovt at være holdleder. Derudover er der også mange flytninger af kampe som tidligere år, som giver en del bøvl, men det er for det meste klaret uden at inddrage mig.
En tak til julefrokostudvalget for deres arrangement og vi venter spændt på hvad KM udvalgets fest d. 24/4 bringer.
Oles mapper har som tidligere år været uvurderlige og vi må håbe i udvalget, at han vil fortsætte dette arbejde. Jeg ved godt, jeg gentager mig selv hvert år, men de giver et nemt og godt overblik spillet og letter arbejdet meget - når man vel at mærke har sat sig ind i alle Oles symboler.
Jeg har nu valgt at trække mig som formand for VF efter snart 9 år på posten. I denne periode har vi haft en fremgang i medlemmer fra ca. 120 til 145 medlemmer og øget holdene fra 3 til 4 og derudover den ikke så brugte mandag til extra spil. Udvalget er i samme periode vokset fra 11 til 16 medlemmer og jeg vil godt understrege at det er dette udvalgs skyld, udover opbakningen fra bestyrelsen, at det er og har været sjovt at være formand for VF. Der bliver ydet en stor og uegennyttig indsats fra medlemmerne, vagterne bliver passet og der er altid hjælp at hente, når det ønskes. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt så få udskiftninger, der er i udvalget, de fleste føler sig heldigvis godt tilpas i fællesskabet. Derudover er det en fornøjelse, at lære folk bedre at kende igennem dette arbejde, hvor man opdager rigtig mange gode og positive sider hos hinanden,som vi ikke oplever på banerne.
I år har Jan Jeppesen, Jan Munk, Morten, Per, Finn Jørgensen og Lars sagt ja til yderligere 2 år i udvalget. Marie trækker sig helt forståeligt, da en skade begrænser muligheden for at være aktiv, men en tak for din indsats. Det har været hyggeligt og dejligt at have dig med i udvalget. Jeg har i elvte time, d.v.s. i går, fået Poul Nielsen til at indtræde i udvalget.
Jeg har tidligere opfordret til et skifte på formandsposten, da det vil være sundt med en ny inspirator både som formand for udvalget, men forhåbentligt også i bestyrelsen. Det er uden al tvivl på min post det er nemmest at skaffe fornyelse i bestyrelsen, da de andre medlemmer er meget vanskeligere at erstatte. I år har det i bestyrelsen specielt været dejligt at se, hvordan Jannie har tacklet udfordringen og fået et velfungerende udvalg op at stå.
Jeg har sikret mig at Thomas vil stille op som formand, når jeg nu trækker mig. Jeg ved selvfølgelig ikke om der kommer flere kandidater, men håber at den kommende formand får det lige så sjovt og nemt, som jeg har haft det som formand, med lige så stor opbakning fra udvalg og bestyrelse.
Jeg havde håbet der var lidt færre problemer med specielt turneringsholdene ved min afgang, men håber de løses på tilfredsstillende vis.
Finn Mathorne
11/2-2010