Beretning fra Voksen Fællesspil 2007

v/udvalgsformand Finn Mathorne

Fællesspillet

Der har i år været stor set uændret antal deltagere i fællesspillet.

Hver gang vi laver en ændring, som i år, hvor vi havde 2 torsdagshold, reagerer medlemmerne ikke som forventet. Det skulle have fungeret fleksibelt vedr. pigerne, men de er mødt meget sparsomt op i denne sæson, så vi har ikke haft behov for den mulige opdeling af dem i 2 haller.
Til næste sæson, har vi afstået Gl. Mølåvhal om torsdagen for at få ungdoms- og seniortræningen til at hænge sammen.
Til gengæld får vi 2 onsdaghold til næste sæson. Det er der også i nogen grad behov for, da det er onsdagen der har budt på klart flest aftener med oversiddere, samt en tiltagende forskel i styrkemæssigt niveau.

Vi forespurgte inden denne beslutning om nogle af onsdags- og torsdagsspilerne havde mulighed for at spille andre aftener. Her blev vi så overhalet af ungdomsafdelingens behov for træning torsdag, og jeg vil gerne beklage, at jeg ikke fik meldt vores beslutning ordentligt ud, men det har jeg siden prøvet at råde bod på.

I øvrigt viste vores ”tilfredshedsundersøgelse” i efteråret, at der generelt er stor tilfredshed med fællesspillet, at de fleste vægtede det sociale i spillet på lige niveau med intensiteten men igen med flest onsdagsspillere, der vægtede intensiteten højest. Tilfredshedsundersøgelsen kan i øvrigt læses på hjemmesiden.
Til næste sæson udvides tilbuddet i fællesspillet med ”frit spil” om mandagen fra 21-23.

Holdturneringen:

Vi havde i år 8 hold med i turneringen. Holdene klarer sig generelt godt, og der er stor tilfredshed hos holdene generelt, som fortsætter år efter år.

Dog er der opbrud på mix. 2 holdet, hvor Vivi ophører, men det vil blive reorganiseret af Jette Platou.

Men dette hold vandt faktisk deres pulje, godt nok på mange walk over kampe. Øvrige vindere var veteran holdet, der som nyoprykkere i A-rækken, vandt rækken, men tabte puljevindernes finale, dog efter en god kamp. De er således næste år i mesterrækken – flot !

Der udover vandt mix. 1 og 4 næsten som sædvanligt deres puljer og deres puljefinaler og rykker en række op, håber vi !

Mix. 1 holdet deltog som noget nyt i lands-mesterskabet og blev nr. 2 efter nogle gode kampe og en god tur til Jylland.

Næste år får vi 2 nye hold, så vi ialt får 10 hold :

I SBKR et mix hold i mesterrækken og et mindre hold i B-rækken.

I DGI de 5 tidligere mix-hold samt et nyt mix 6 hold og som tidligere 2 herre hold.

Andre tiltag :

Igen i år har vi haft glæde af træning af seniorerne. Årets første fællestræning i oktober blev aflyst p.g.a manglende tilslutning, men til gengæld var der fuldt hus til træningen med Dorthe Æbelø i januar, og hun kommer igen til oktober, hvor hun vil fortsætte forløbet fra januar måned.

Igen i år har vi haft intern holdturnering med mange gode kampe. Der er stadig noget der mangler at blive finjusteret omkring konceptet, bl.a. vil vi næste år lægge det primo april, så det ikke kolliderer med den afsluttende SBKR runde. Til gengæld var der god samling på fællesspisningen bagefter i år.

Jeg vil gerne sige tak til dem der hjulpet i årets løb, bl.a. julefrokostudvalget. Julefrokosten blev i år holdt i Skomagerhuset, hvilket var noget hyggeligere end det gamle klublokale.

Tak til holdlederne som hvert år gør et godt stykke arbejde og passer deres pligter forbilledligt.

Igen i år tak til Ole Thystrup for hans store og uundværlige arbejde med mapperne og statistikkerne, men også til resten af udvalget, som gør et stort arbejde.

Vi er et stort udvalg med 14 medlemmer, men vi fungerer i mine øjne fint sammen også socialt og igen i år havde vi en fin afslutning for et par uger siden.

I år tager vi afsked med Jens Kjerte efter 5 år og Rene Dornhoff efter 4 år.

Tak for jeres indsats.

Michael Christensen og Bjarke Strøm-Hansen har heldigvis indvilget i at indtræde i udvalget og hvis flere er interesseret er I velkomne.

Jette, Toni , Ole Thystrup og Stig genopstiller.

Single ligaen fungerer igen via Jakobs indsats, men den har jeg ikke så megen føling med.

Til slut vil jeg sige tak til bestyrelsen for et rigtigt godt samarbejde i årets løb og for den opbakning vi får i udvalget.

Finn Mathorne
24/05 2007