Beretning for ungdomsafdelingen 2009

v/ Udvalgsformand Jesper Sonne

Da sæsonen 08/09 startede op i midten af august var det med store ambitioner om, at vi skulle prøve at lave 3 hold miniton og få ungdomstræningen op på et højere niveau, som træneren så smukt udtrykte det. Dette er efter min mening lykkedes over al forventning. Vi har i dag 3 hold med minitonspillere i alt ca. 40 børn + forældre som Tina Darger (Minitontræner) og Sarah Sonne (Hjælpetræner) har godt styr på. Emil Moll (ungdomstræner) har haft travlt med at få udvidet hold og træningsmængder så vi nu tilbyder træning på flere niveauer og flere dage. Dette er en stor succes, og en større proces som har løbet over hele efteråret. Dette har medført at vi nu også tilbyder træning om fredagen udover tirsdag og torsdag. Alle hold er nu næsten overtegnet, da vi nu har rundet 100 spillere til ungdomstræningen.

Vi er så heldige at trænere og hjælpetrænere alle har sagt at de også er i klubben i næste sæson. Men for at have afløsere klar når vi får brug for det, afholder vi sammen med DGI Roskilde Hjælpetræner kursus i Måløvhallen den 1. marts. Der har vi 6-7 deltagere med ud af 28 deltagere fra Roskilde og omegn. Emil Moll, Sarah Sonne og Patrick Strøm Hansen har også været på trænerkursus hos DBF, så på trænersiden står vi godt rustet til fremtiden.

Vi har også i år afholdt træningsweekend, forældre-barn turnering og juleafslutning, med det der nu hører til og med god tilslutning af både børn og forældre. Vi havde også ca. 20 spillere og Emil til LBS i Fredericia i efterårsferien, og som tidligere blev det en stor succes.

I Holdturneringen er det blevet til en flot førsteplads for vores U-11 hold. De skal til LM for hold som spilles i København i marts. De andre 5 hold har også fået gode placeringer. Og derudover har vi 11 spillere der skal til LM individuelt. Dette er spillere lige fra U-11 til U-19, så det ser lovende ud. Der er også flere spillere der er begyndt at tage ud til stævner hen over hele sæsonen. Emil deler sedler ud med de udvalgte stævner, så børnene starter stævner når de er klar til dette.

I ungdomsudvalget siger vi farvel til Alf Johansen, Jesper Andersen og undertegnede, som har været med i en del år. Den nye ungdomsudvalgsformand bliver Jannie Refsgaard, som er kendt i klubben som en aktiv spiller. Jeg har tillid til at hun sammen med de øvrige medlemmer af ungdomsudvalget vil føre ungdomsafdelingen sikkert gennem de næste mange sæsoner.

 

Jesper Sonne
26/5-2009